BLIV ELEV
Vi har fået 1 drengeplads og 1 pigeplads ledig i dette skoleår, så hvis efterskole kunne være noget for dig, så er det ikke for sent - ring til os på 75 66 90 57 og hør nærmere!
Elbæk Efterskole er åben for alle, der vil indgå i et forpligtende fællesskab med de glæder og sorger det nu en gang giver. Du skal være indstillet på at deltage positivt og aktivt i et givende, berigende og spændende skolemiljø. Som elev på Elbæk Efterskole lever du dit liv på skolen, fra mandag til fredag, hvor du bor, spiser og går i skole sammen med dine kammerater.
Meld dig ind på Elbæk Efterskole
Indmeldelse – er det nu?
Ja, dét er det! Det er en rigtig god ide at melde sig ind i god tid for at sikre, at du har en plads i det ønskede skoleår.
Vi oplever, at mange kommer i gang med at søge for sent, og derfor kommer de ofte på venteliste. For at være sikker på at undgå venteliste, skal man søge mindst et par år inden ønsket skolestart.
Vi vil dog gøre opmærksom på, at vores venteliste til piger i skoleåret 2025/26 og 2026/27 er meget lange pt.
Du kan godt melde dig ind på Elbæk Efterskole inden du besøger skolen første gang, MEN du SKAL have set skolen inden et eventuelt optagelsesgebyr skal betales, og du har fået en plads på Elbæk Efterskole, så du er sikker på, at du har valgt den rigtige efterskole for dig.
Vi er en valgfags-efterskole, hvilket betyder, at du selv skal skabe din egen linje med dine forskellige interesser. De fleste vælger noget som de er vant til, men vi håber, at du i dit efterskoleår vil udfordre dig selv og prøve noget nyt - det er også en del af dannelsen.
"At tage et år på efterskole var mit livs bedste beslutning, mit livs største oplevelse og mit livs sværeste farvel. Jeg har bygget et bånd med venner, jeg aldrig havde troet man kunne. At bo og gå op ad andre 24/7 bygger et helt specielt bånd og fællesskab op som jeg ikke ville bytte for noget i verden. ”
Iben
Tidligere elev i 10. klasse
Optagelsesgebyr
Hvis vi kan tilbyde dig en plads, når du indmelder dig, skal optagelsesgebyret på 1.500 kr. betales senest 8 dage efter, at du eller dine forældre har modtaget bekræftelsen på mail fra os. Har vi ikke modtaget betalingen den tiende dag, så forbeholder vi os retten til at annullere indmeldelsen, og slette den optagede elev fra vores liste.
OBS! – Hvis I ikke har modtaget en bekræftelse på mail senest 14 kalenderdage efter indmeldelsen er sendt afsted, så bedes I venligst kontakte os på 75 66 90 57 eller på mail: info@elbaekefterskole.dk
Kom og besøg os
Det er vigtigt, at du kommer ud og ser skolen, inden du siger ja til pladsen. Du kan sagtens lave en tilmelding og søge om optagelse, men inden anbefaler vi, at du tilmelder dig til en rundvisning herunder.